Artikel
HPV – hvad er det, og hvem bør vaccineres?
Omkring 80 % af alle seksuelt aktive bliver smittet med HPV en eller flere gange i livet.
Hvad er HPV?
HPV står for Humant Papillomavirus, og der findes mere end 200 typer. Både mænd og kvinder kan smittes. Smitten sker ved intim og seksuel kontakt mellem hud og slimhinder – også uden samleje, og derfor beskytter kondom ikke fuldt ud.
HPV kan give kønsvorter, celleforandringer og flere kræftformer, blandt andet livmoderhalskræft, analkræft, peniskræft samt mund- og svælgkræft.
Symptomer
De fleste får ingen symptomer. Kønsvorter kan først vise sig op til 6 måneder efter smitte. Øvrige typer opdages typisk først ved celleforandringer – derfor bør kvinder fortsat følge screeningsprogrammet, også selvom de er vaccineret.
Vaccination beskytter
Der findes ingen behandling mod selve HPV-infektionen, så vaccination er den bedste beskyttelse. Vaccinen beskytter mod de HPV-typer, der står bag op mod 90 % af tilfældene af livmoderhalskræft og op mod 90 % af kønsvorter.
Vaccinen virker bedst før seksuel debut, men kan også gives senere. Du skal ikke testes for HPV inden vaccination, og vaccinen beskytter ikke mod typer, du allerede er smittet med.
På apoteket
Hvem kan vaccineres?
Voksne og unge fra 15 år – både mænd og kvinder.
Antal doser
3 doser: 2. dosis efter 2 måneder, 3. dosis 4 måneder senere.
Færdigvaccineret
Efter 6 måneder. Revaccination anbefales ikke.
Børn og gravide
Børnevaccinationsprogrammet og gravide varetages gratis hos egen læge.
Vær opmærksom: Er du syg med feber, udskydes vaccinationen, til du er rask.
Har du haft alvorlige bivirkninger eller allergi over for indholdsstofferne, kan du ikke vaccineres på apoteket.
Bivirkninger
Rødme, hævelse og ømhed i armen er almindeligt. Nogle oplever kortvarig utilpashed som feber og hovedpine. Andre bivirkninger er sjældne.
Book tid til HPV-vaccination
Vælg et tidspunkt, der passer dig, på et af vores tre apoteker.